Vi kan ikke alle være som Spotify, eller kan vi?

Da jeg første gang så Henrik Knibergs video om "Spotify engineering culture" blev jeg sgu lidt imponeret. Henrik har en evne til på fantastisk vis at formidle nogle komplekse agile tanker på en let forståelig måde. Så hvis du endnu ikke har set "Spotify engineering culture" videoerne, så SKAL du tage dig tiden til at se dem. Det er to små animationsfilm på ca. 13 minutter hver og de er et must see for alle der arbejder indenfor IT produktudvikling (du finder links nedenfor). Lover du? fint, så kan jeg gå videre.

Jeg tror alle der ser videoerne får lyst til at arbejde hos Spotify, mig selv inklusive, men husk på at der ikke er noget i Spotifys kontekst der ikke kan skabes andre steder. Selvfølgelig skal du tilpasse idéerne til præcis den virkelighed som de skal indgå i i din sammenhæng - ligesom de har gjort hos Spotify. 

Selvom Henrik i videoen flere gange gør opmærksom på, at de også har masser af problemer som de arbejder med, så kan man godt lidt få fornemmelsen af "at her er løsningerne på alle vores problemer". Men der er ingen tvivl om at det at skabe en kultur som den hos Spotify er en stor opgave og en lang proces... og at nogle organisationer kommer fra et stå-sted der er længere væk end andre. Jeg tror heller ikke der kan være tvivl om at det ser pænere ud på papiret end det er i virkeligheden. Men jeg er overbevist om at alle organisationer kan få noget godt ud af at bevæge sig i en retning som den der vises frem hos Spotify. Når I så først er godt i gang med jeres egen kulturelle forandring skifter målet pludselig fra "lige som Spotify" til jeres egen version af "den gode organisation, der både er effektiv og rar at arbejde i".