VW skandalen - efter forargelsen

Nyheden om at VW blev taget på fersk gerning i at snyde bevidst med EPA’s test af Dieselbiler ved hjælp af software, gav forståeligt nok anledning til stor forargelse og har ført til fyringer på højt niveau i koncernen.

Det er kendt at forureningen med NOx koster liv, så koncernen har valgt at sætte bundlinie over menneskeliv og lovgivning.

To spørgsmål trænger sig på: Kunne man lave et system, hvor snyd ville være mindre fristende? Hvorfor blev svindlen først kendt ved at forskere lavede målinger af den reelle forurening, og viste at den lå op til 35 gange højere end testene?

Det er almindeligt kendt at man “får det man måler”. Det vil sige at når et lærende system bliver målt, vil det bevæge sig i retning af at optimere målingen. Hvis det man måler, også er det man vil have, er det jo fint. Måler man derimod en eller flere afledte variabler, som man antager er korreleret med det man vil opnå, får man nogen gange en overraskelse.

Det har været en af hovedankerne mod standardiserede prøver i folkeskolen, og uigennemtænkte målinger af kvalitet og produktivitet i f.eks softwareudvikling.

Et par eksempler:

SKAT korrelerede succes af EFI med idriftssættelse af samme, og deraf følgende udbetaling af store bonusser til ledelsen. Hvad man havde overset var, at når incitamentet var så stort, ville det være muligt at idriftsætte et system, som faktisk ikke fungerede.

En udviklingschef i et stort internationalt firma fortalte mig for nogle år siden, at man havde indført agile metoder. Ledelsen havde store forventninger til en større produktivitet og for at øge incitamentet besluttede man at måle produktiviteten i storypoints/team/sprint og knytte størrelsen af den årlige bonus til væksten i produktivitet. Storypoints er et internt, relativt mål for en opgaves størrelse/kompleksitet som et agilt team anvender til at forudsige hvor meget arbejde de kan nå i en given periode. Mon ikke udviklerne fik bonus det år?

Så hvis skandalen nu fører til, at man måler det man rent faktisk vil påvirke: Nemlig forureningen med NOx under kørsel, vil det bestemt være et stort skridt fremad.

Det andet spørgsmål er mere bekymrende. Der har siddet nogle softwareingeniører og udviklet det software, som har muliggjort svindlen. De er i et vist omfang medansvarlige i menneskers død som følge af den forurening bilerne har udledt. Alligevel er det ikke en samvitighedstynget whistleblower, der er gået til aviserne eller myndighederne. Hvordan kan det være?

Er det sket skridt for skridt, så man egentlig ikke kunne se, at man gjorde noget galt? Har man undskyldt sig med at myndighederne egentlig godt vidste hvad der foregik, så det var deres ansvar? Har det kun været et lille samvittighedsløst team der har kendt til svindlen, eller har kulturen generelt været så rådden at alle har vidst det og alligevel været ligeglade?

De spørgsmål kommer desværre nok til at være ubesvarede, med mindre en modig ingeniør står frem og fortæller hvordan det virkelig foregik i VW’s udviklingsafdeling.

 

Publiceret på Version2 d. 27. sep 2015